Menu

Fodboldskole afrunder sommerferie

image
JOACHIM WEICHEL
29. juli 2017 kl. 21:02
DBU’s Fodboldskole i uge 31 hos Nivå-Kokkedal Fodboldklub bliver årets sidste sommerferieminde

Publiceret i UGE-NYT: 19. Juli 2017 15:15

De fleste familier har brugt sommerferien på at slappe af i sommerhus eller sydens sol, og den fornyede energi får mere end 70 børn brug for, når de i sidste uge af deres sommerferie, uge 31, deltager i DBU's Fodboldskole, som Nivå-Kokkedal Fodboldklub afvikler.

Her vil de blive udfordret til deres yderste, når fodboldskolen tager dem tilbage i tiden. Årets fodboldskole falder nemlig sammen med 25-året for det danske fodboldlandsholds sejr ved EM i 1992. Derfor kommer finterne, driblingerne og målene fra '92 i fokus, når campens deltagere på fem hverdage skal forsøge at gøre landsholdskoryfæerne kunsten efter og genskabe de magiske øjeblikke, som for en stund forenede den danske befolkning om én sag.